Mundhuleundersøgelse starter oftest med, at vi spuler foderrester ud, så de ikke sidder i tænderne og besværliggør undersøgelsen. Vi har udstyr til både at holde hovedet oppe ved hjælp af en grime med hejs eller en hovedstøtte, så man ikke selv skal stå og “bære” på hovedet, når hesten, som oftest, står og sover ved undersøgelsen. Det er vigtigt med en ordentlig belysning, så vi anvender pandelamper med kraftigt lys.
Alle heste, der skal have deres mund undersøgt, bliver sederet inden undersøgelsen og den efterfølgende tandraspning.
Man kan som dyrlæge ikke foretage en grundig klinisk undersøgelse af hestens tænder og mundhule på en ikke sederet hest.
Ved undersøgelsen leder vi efter almindelige tandspidser, der som oftest findes langs kindtænderne i overmunden ud mod kinderne eller langs kindtænderne i undermunden ind mod tungen. Disse spidser kommer naturligt ved at hesten maler sit foder med cirkulære bevægelser, hvorved kindtænderne i over- og undermund slides mod hinanden. Hestetanden er sat sammen af hovedsaglig 3 elementer, nemlig dentin, cement og emalje. De 2 første er noget blødere end emaljen, hvorfor det er en kant af den hårde emalje, der bliver tilbage som “tandspids”, når hesten slider sine tænder.
Tandkroge eller tandramper findes oftest på de forreste kindtænder i henholdsvis over og undermund. Disse krogdannelse opstår, når tandrækkerne i overkæbe og underkæbe i samme side ikke er helt lige lange (under- eller overbid). Så har et stykke af tænderne ikke en modstående tand til at slides på, hvorved der kan opstå en en krogdannelse.
Heste med f.eks. udtalt overbid har behov for yderligere tandrasp, da det kan være så slemt, at fortænderne aldrig slides mod hinanden – se billede.
Nogle gange kan det være nødvendigt at anvende et tandspejl eller et lille mundhulekamera for bedre at kunne diagnosticere eventuelle lidelser.
Tandspidser og kroge/ramper raspes efter behov, men hyppigst er det 1-2 gange om året afhængigt af hestens tandsæt og dens fodring.
Vi foretager alle vores tandraspninger med elektriske tandraspe. Efter hver rasp udfærdiger vi et elektronisk tandkort/tandjournal, som også sendes til hesteejer.
Vi anbefaler, at hesten får lavet sin første tandundersøgelse, når den er omkring 3 år gammel.